Navn: Senol
Alder: 53
Stilling: Afgangskontrollør i frugt- og grøntafdelingen
Antal år i Hørkram: Næsten 12 år

Fortæl lidt om dig selv:
Jeg er født i Tyrkiet, men kom til Danmark som 3-årig. Jeg gik i skole og fik siden arbejde forskellige steder, blandt andet i en trælasthandel, hvor jeg i 1986 mødte Yucel, som også kommer fra Tyrkiet. Jeg lærte Yucel at tale dansk, og i dag arbejder vi sammen i Hørkram – og så har vi været gift i 32 år. Sammen har vi tre børn, hvoraf kun den ene stadig bor hjemme. Selvom vi arbejder samme sted og endda i samme afdeling, fungerer det fint, fordi vi passer hver vores, når vi er på arbejde.

Hvilken baggrund har du for at sidde i dit job?
Jeg har en 3-årig isenkræmmeruddannelse og har også noget uddannelse indenfor handel og kontor, så det er ikke så relevant for mit job i dag, men jeg har i en del år arbejdet i min families frugt- og grøntbutik og har på den måde opnået stor viden om frugt og grøntsager. Desuden har jeg altid interesseret mig meget for fødevarer og madlavning.

Hvordan endte du i Hørkram?
Da jeg havde fået børn, arbejdede jeg et par forskellige steder og tog en lang række opkvalificerende kurser. På et tidspunkt arbejdede jeg på Harboe, men da de skulle skære ned, blev jeg fyret og gik hjemme i en periode. En bekendt arbejdede på Hørkram og opfordrede mig til at søge, så det gjorde jeg. Jeg blev i første omgang ansat på aftenholdet i grønten, men med små børn kunne det ikke rigtig hænge sammen, og jeg søgte derfor på dagholdet, hvor jeg blev ansat som pakker på tørvarerne. Siden blev jeg afgangskontrollør, og da der så blev en stilling ledig som AK’er i grønten søgte jeg den, da jeg altid har interesseret mig meget for det område.

Beskriv dine arbejdsopgaver:
Når jeg møder ind om morgenen, starter jeg med at kontrollere vores frugt- og grøntvarer for at sikre, at kvaliteten af dem er i orden. Bagefter hjælper jeg varemodtagelsen med at køre de modtagne varer på højlager. Når pakkerne har pakket de første ordrer, laver jeg afgangskontrol på dem. Jeg tjekker, om varernes kvalitet er i orden, om antallet stemmer med dét antal, kunden har bestilt, og om der er pakket rigtigt i forhold til økologi / ikke økologi. Ofte spørger mine kollegaer mig også, hvis de er i tvivl, om kvaliteten på en vare er god nok.

Hvordan gør du en forskel for Hørkram?
Jeg er mødestabil, og jeg løser altid mine opgaver 100 %. Jeg betragter Hørkram som mit eget, og derfor tager jeg et stort ansvar for mine opgaver, men også for den samlede drift – hvis jeg kan gøre en lille ting, som får tingene til at glide bedre, gør jeg det gerne. Hvis jeg for eksempel ser skrald på gulvet, samler jeg det op, og hvis der trænger til at blive støvet af, tager jeg en klud og gør det. Nogle oplever mig måske som skrap, men det er jeg faktisk slet ikke. Jeg vil bare gerne have, at vi gør tingene ordentligt.

Hvordan er det at arbejde i Hørkram?
Jeg har nogle rigtig gode kollegaer, og vores ledere er flinke. Der er altid tid til, at man kan tage en snak, og de gør ikke forskel på folk – de behandler os alle sammen ens, og det er dejligt, at de også husker at fortælle dét, når man gør det godt. Hørkram er faktisk ligesom et hjem for mig. Jeg kender alle, og jeg kender mit job ud og ind. Det giver mig fred indeni, og jeg føler mig meget fri. Jeg bliver glad af at være på arbejde.